Kategoriarkiv: Dialogiske værktøjer

Soundtrap i undervisningen

Soundtrap er et gratis webbaseret værktøj, som giver mulighed for at lade eleverne indspille lyd, både fra computerens mikrofon, eksterne instrumenter og fra en række elektroniske instrumenter. Det er også muligt at importere lydfiler til værktøjet. Soundtrap giver mulighed for at eleverne kan arbejde alene med lydproduktion, og for at de kan arbejde sammen online på en fælles lydproduktion. Det egner sig primært til brug indenfor den dialogiske og den polyfone undervisningsform.

 

Soundtrap

I den dialogiske undervisningsform kan Soundtrap bruges som et redskab for elevernes produktion af lyd-collager og musik, ligesom værktøjet kan bruges i forbindelse med øvelse af udtale i sprogundervisningen. En anden mulighed kunne være at bruge Soundtrap i forbindelse med højtlæsning.

Indenfor den polyfone undervisningsform kan værktøjet anvendes til mange af de samme aktiviteter, men her vil værktøjets mulighed for online samarbejde i real-tid være i fokus. Eleverne kan indspille forskellige spor i et projekt, og redigere i hinandens spor.

Soundtrap giver både mulighed for at indspille lyd i en simpel version (Easy mode) og i en mere avanceret version (Pro mode). I første omgang vil mange sikkert være rigeligt udfordrede i Easy mode, men skal der lægges effekter på højtlæsning eller indspilles musik, er der masser af spændende muligheder i Pro mode.

For at bruge Soundtrap kræves det at man har en konto. En sådan kan oprettes på forsiden, hvor man bl.a. har mulighed for at oprette den med en eksisterende Facebook eller Google konto. Det er gratis at anvende Soundtrap hvis man kan nøjes med at oprette 5 projekter.

Har du brug for hjælp til at komme i gang med at bruge Soundtrap, er der hjælp at finde i disse vejledninger til Soundtrap.

Share Button

Flippity i undervisningen

Flippity giver mulighed for at oprette sæt af ‘flashcards’ med afsæt i et Google regneark. Flippity kan bruges i øvelser der udvikler elevernes begrebsforståelse og faglige viden, og egner sig særligt til brug indenfor den monologiske og den dialogiske undervisningsform. Flippity i undervisningen

I den monologiske undervisningsform kan Flippity bruges til at træne og teste eleverne i forståelsen af forskellige begreber. Underviseren kan, efter at have oprettet et Google regneark med begrebspar, dele det og importere det til Flippity. Det er muligt at lægge billeder og Youtube-videoer på et flashcard, simpelthen ved at lægge linket til disse i den celle i regnearket, der svarer til den ene side på flashcardet. I første omgang skal man kopiere en skabelon til sit Google Drev. Det skal kun gøres første gang man opretter flashcards, og kræver kun at man klikker her. Når man har udfyldt regnearket med begrebspar skal man dele det, og herefter kopiere linket til det ind i boksen nederst på denne side. Herved åbnes en side med sættet af flashcards, og man kan dele denne side med eleverne – enten ved at dele url’en eller ved at generere en QR-kode.

Indenfor den dialogiske undervisningsform kan man lade eleverne udvikle deres egne flashcards, hvor de fx definerer forskellige ord og og begreber indenfor et emne. Eleverne kan herefter dele deres flashcards med andre elever, og på den måde kan Flippity bruges som små faglige træningsspil mellem eleverne.

Det er gratis at anvende Flippity, men det kræver at du har en Google konto, så du kan oprette dine flashcards i et Google regneark. Har du brug for hjælp til at komme i gang, kan du se denne vejledning til Flippity.

Share Button

Kaizena i undervisningen

Kaizena er et gratis værktøj som gør det let at kommentere og give feedback på Google dokumenter. Værktøjet giver mulighed for at give både skriftlige og mundtlige kommentarer, og egner sig primært til brug indenfor den dialogiske undervisningsform.

Kaizena i undervisningen

Indenfor den dialogiske undervisningsform er det oplagt at bruge Kaizena i forbindelse med procesorienterede skriveprocesser eller i forbindelse med respons på opgaver.

Man har mulighed for at indsætte skriftlige kommentarer i dokumenter som det kendes fra Word og Google Docs, men derudover kan man indtale kommentarer i dokumenterne, og man kan linke til ressourcer, som kan understøtte skrivearbejdet – fx andre tekster eller videoer på Youtube. De kommenterede sekvenser bliver givet en farve, og det er muligt at ændre denne farve, så man kan sortere kommentarerne i grupper. Det kan fx være relevant hvis man har fokus på både grammatik og det faglige indhold i responsen.

Kaizena er integreret med Google Drive, og man skal derfor have en Google konto for at benytte værktøjet. En sådan kan oprettes her. Integrationen med Google Drive gør, at man kan åbne Kaizena direkte fra Google Drive ved at højreklikke på et dokument og klikke ‘Åbn med… Kaizena’. Du kan også installere Kaizena som tilføjelse til Google Chrome.

Har du mod på at prøve værktøjet, kan du finde yderligere information om funktionerne i denne introduktion til Kaizena.

Share Button

MindMup i undervisningen

MindMup er et gratis mindmapping værktøj, som blandt andet gør det muligt at samarbejde online om et fælles mindmap. Hvor fx Mindmeister kræver at man opretter en konto, kan man bruge MindMup og gemme sine mindmaps uden login. MindMup egner sig primært til brug indenfor den dialogiske eller den polyfone undervisningform.

MindMup i undervisningen

Indenfor den dialogiske undervisningsform kan MindMup bruges som elevernes værktøj til at generere idéer eller organisere informationer. Det kunne fx være i forbindelse med opgaver de er blevet stillet af underviseren. Eleverne kan bruge MindMup uden login, og de kan gemme deres mindmaps i browserens hukommelse, og arbejde videre med dem senere.

Indenfor den polyfone undervisningsform er det oplagt at bruge MindMup som elevernes fælles mindmaps i forbindelse med idé-generéring forud for fælles opgaveskrivning, projektarbejde og lignende. Eleverne kan, simultant, indskrive deres idéer i mindmappet og de kan bygge videre på hinandens idéer i real-tid, ligesom også underviseren har mulighed for at læse med og deltage i den fælles idé-generering. Et online mindmap kan også fungere som et værktøj til løbende at styre et samarbejde mellem en gruppe af elever.

Ønsker man at udnytte MindMups muligheder for samarbejde, både mellem eleverne indenfor den polyfone undervisningsform, og mellem underviseren og den enkelte elev indenfor den dialogiske undervisningsform, skal man aktivere udvidelsen Realtime collaboration under ‘Extentions’ i menulinjen. For at aktivere denne udvidelse kræves det, at man knytter MindMup til sin Google-konto. Det giver også mulighed for at gemme mindmaps på Google Drive. Du kan læse mere om mulighederne for online samarbejde i denne guide til MindMup.

Share Button

VideoNot.es i undervisningen

VideoNot.es er et gratis værktøj som gør det muligt at tage noter samtidig med at man ser film. Værktøjet er integreret med Google Drive, og egner sig primært til brug indenfor den dialogiske undervisningsform.

VideoNot.es

Indenfor den dialogiske undervisningsform er det oplagt at lade eleverne bruge VideoNot.es som note-værktøj i forbindelse med analyser af film, reklamer og musikvideoer. Der kan i værktøjet vises film fra fx YouTube, Vimeo og Coursera, og de hentes let ind i værktøjet ved blot at indtaste linket til dem.

Man har mulighed for at tage noter i feltet til højre for film-vinduet, og noterne synkroniseres automatisk med det tidspunkt i filmen hvor de er skrevet. Ved at klikke på den enkelte note kan man således springe hen til det pågældende tidspunkt i filmen, og man får på den måde et godt overblik over noternes sammenhæng med filmens handling.

VideoNot.es er integreret med Google Drive, og man skal derfor have en Google konto for at benytte værktøjet. En sådan kan oprettes her. Integrationen med Google Drive gør, at man kan gemme sine noter direkte i Google Drive, og dele dem med andre ved hjælp af ‘Share’ knappen øverst til højre i note-feltet. Ved at indstille VideoNot.es som standard App til åbning af videonoter i Google Drive, kan den man deler med herefter se både filmen og de tilhørende synkroniserede noter.

Det er let at bruge VideoNot.es, og man får, første gang man logger ind, vist en lille introduktion, som præsenterer de grundlæggende funktioner i værktøjet. VideoNot.es findes også som tilføjelse til Chrome browseren.

Share Button

Wideo i undervisningen

Wideo er et gratis værktøj til produktion af videoer, som giver mulighed for at producere små animationer med brug af lyd og billeder. Det egner sig primært til brug indenfor den dialogiske undervisningsform.

Wideo i undervisningen

Indenfor den dialogiske undervisningsform kan man lade eleverne bruge Wideo til at producere små fortællinger. Wideo kan være et godt alternativ til den traditionelle tekstproduktion, særligt for de elever som er begrænsede af manglende skrivekompetencer.

Der findes en lang række baggrunde, billeder og lyde i Wideo som eleverne kan lade sig inspirere af, og det er også muligt at uploade sine egne billeder og lydoptagelser, hvorefter man kan organisere og animere dem som man vil. Man animerer en scene ad gangen, og kan efterfølgende sætte scenerne sammen til en længere film. Når man har færdiggjort en film kan man publicere og dele den, fx ved at indlejre den på en hjemmeside.

Wideo er fortsat i Beta, men man kan anmode om gratis adgang til tjenesten her.

Vil du vide mere om Wideo kan du se denne film, som introducerer til de mest basale funktioner. Opretter du en profil får du desuden vist en tutorial første gang du producerer en film.

Share Button

Scoop.it i undervisningen

Scoop.it er et såkaldt kurateringsværktøj. At kuratere vil sige at ‘udvælge og sortere’. Med Scoop.it kan man nemt kuratere artikler og hjemmesider til eleverne om bestemte emner, og man kan lade eleverne kommentere på artiklerne. Scoop.it egner sig primært til brug indenfor den monologiske og den dialogiske undervisningsform.

Scoop.it i undervisningen

Indenfor den monologiske undervisningsform kan Scoop.it bruges til at distribuere artikler om faglige emner til eleverne. Der kan oprettes flere boards (emner), så man kan lave et til hvert fag eller til forskellige emner. Scoop.it giver mulighed for at indtaste emneord, og man vil herefter kunne finde forslag til nyhedsartikler, som kunne være relevante. Man kan også følge andre Scoop.it brugere, fx kollegaer, og ‘re-scoope’ de artikler de har delt. Artikler kan også gemmes på et board med Scoop.its ‘bookmarklet’, som lægger sig som en knap i favoritlinjen i browseren. Falder man over en relevant artikel på nettet, kan man let ‘scoope’ den til sit board ved hjælp af bookmarklet’en.

Indenfor den dialogiske undervisningsform kan Scoop.it bruges som opgaveløsningsplatform. Når underviseren tilføjer en artikel til sit board, kan hun tilføje en kommentar hertil. Det kunne fx være diskussionsspørgsmål knyttet til artiklen. Eleverne kan herefter tilføje deres svar på spørgsmålene i kommentarfeltet til artiklen, ligesom de kan kommentere på hinandens svar.

Der findes allerede et hav af Scoop.it boards, som det kan være interessant at følge. Du kan gå på jagt på siden her, og du kan også finde eDidaktik på Scoop.it.

Scoop.it er gratis at bruge hvis man ikke har mere end 5 boards, og kræver kun, at man opretter en profil øverst på siden. Man kan logge ind med en Facebook, Twitter eller LinkedIN konto, ligesom det er muligt at oprette sig ved hjælp af en email.

Har du brug for hjælp til at komme i gang med Scoop.it, er der hjælp at hente her.

Share Button

Sidengo i undervisningen

Sidengo er et gratis værktøj til at producere og publicere hjemmesider. Med Sidengo kan man hurtigt og let oprette en hjemmeside for en klasse eller et fag, eller lade eleverne lave deres egne hjemmesider. Sidengo egner sig til brug indenfor den monologiske og den dialogiske undervisningsform.

Sidengo i undervisningen

I den monologiske undervisningsform kan Sidengo bruges til at informere de lærende om faglige emner eller til at give praktiske beskeder. Underviseren kan fx lægge artikler, videoer og dokumenter på den side hun har lavet i Sidengo, og bruge den som en fælles distributionsplatform.

I den dialogiske undervisningsform kan Sidengo bruges som platform for elevernes produktioner. Elevernes medie- og tekstproduktioner kan lægges på deres egne hjemmesider, og ved at bruge den samme hjemmeside over længere tid, kan hjemmesiden fungere som elevernes portfolie. Det er let for eleverne at importere medier fra tjenester som Soundcloud, Vimeo og YouTube.

Sidengo er gratis at bruge, og kræver kun, at man opretter en profil på siden her. Hvis du har brug for hjælp til at komme i gang med Sidengo, kan du finde hjælp på siden her.

Share Button

MapBox i undervisningen

MapBox er en gratis tjeneste, som lader dig oprette kort og giver dig mulighed for at indsætte punkter i kortet og tilføje tekst. MapBox egner sig primært til brug indenfor den dialogiske undervisningsform.

Mapbox

Indenfor den dialogiske undervisningsform kan MapBox fx bruges i forbindelse med ekskursioner. Underviseren kan oprette et kort og sætte markører på bestemte lokationer, som eleverne skal forbi i forbindelse med ekskursionen. I kortet herunder har jeg indsat tre markører på et kort over Aarhus C, og stillet eleverne en opgave til hver lokation.

Det er også muligt at lade eleverne oprette deres egne kort, og at lade dem indsætte markører med informationer på forskellige lokationer. Brugt på den måde kan MapBox være med til at forberede eleverne til en ekskursion. Man kan fx lade eleverne samarbejde i grupper om at finde interessante lokationer i den by man skal besøge, og efterfølgende lade dem udveksle kort og udforske byen ved hjælp af det kort som en anden gruppe har lavet.

For at bruge MapBox kræves det at man opretter en gratis konto. En sådan kan oprettes her. En gratis konto lader dig oprette et ubegrænset antal kort, men de er begrænset til at kunne blive vist 3.000 gange. Du kan opgradere for $5 om måneden, hvorefter du har 10.000 kortvisninger om måneden.

Man kan både dele kort ved at indlejre dem som jeg har gjort herover, men de kan også deles som almindelige billeder eller som et link.

Har du brug for hjælp til at komme i gang med at bruge MapBox, kan du læse en vejledning her.

Share
Share Button

ThingLink i undervisningen

ThingLink er et gratis webbaseret værktøj, som giver mulighed for at skabe interaktive billeder. Med værktøjet kan både underviser og elever lægge links ind på specifikke punkter i et billede, og skabe visuelle informations- og linksamlinger. ThingLink egner sig primært til brug indenfor den monologiske og den dialogiske undervisningsform.

I den monologiske undervisningsform kan underviseren bruge ThingLink til at præsentere stof for eleverne. Fx vil det, som forberedelse til ekskursioner, være oplagt at lægge et kort over det område eller den by man skal besøge i ThingLink, og markere de væsentligste interessepunkter herpå, samt indlægge links til sider og artikler med informationer om de forskellige interessepunkter. Man kan også lægge lydoptagelser ind i et billede ved hjælp af tjenesten SoundCloud, og du kan indlejre billederne på en hjemmeside, som jeg har gjort herover (hold musen over billedet for at se de indlejrede tags).

Indenfor den dialogiske undervisningsform kan eleverne bruge ThingLink til at samle informationer om specifikke emner. Værktøjet kan bruges i forbindelse med brainstorming, men det er også et oplagt værktøj til billedanalyse, hvor eleverne kan lægge kommentarer ind forskellige steder i billedet (på samme måde som i LiveMinutes), og hvor de kan linke til andres tekster om specifikke elementer i billedet.

Man skal oprette en gratis konto for at kunne benytte ThingLink. Kontoen kan oprettes ved hjælp af et eksisterende login til Twitter eller Facebook, og giver mulighed for at uploade op til 100 billeder. Har man brug for mere end det, kan man opgradere for $5 om måneden.

Har du brug for hjælp til at komme i gang med at bruge ThingLink, er der hjælp at finde på siden her.

Share Button