Kategoriarkiv: Monologiske værktøjer

Scoop.it i undervisningen

Scoop.it er et såkaldt kurateringsværktøj. At kuratere vil sige at ‘udvælge og sortere’. Med Scoop.it kan man nemt kuratere artikler og hjemmesider til eleverne om bestemte emner, og man kan lade eleverne kommentere på artiklerne. Scoop.it egner sig primært til brug indenfor den monologiske og den dialogiske undervisningsform.

Scoop.it i undervisningen

Indenfor den monologiske undervisningsform kan Scoop.it bruges til at distribuere artikler om faglige emner til eleverne. Der kan oprettes flere boards (emner), så man kan lave et til hvert fag eller til forskellige emner. Scoop.it giver mulighed for at indtaste emneord, og man vil herefter kunne finde forslag til nyhedsartikler, som kunne være relevante. Man kan også følge andre Scoop.it brugere, fx kollegaer, og ‘re-scoope’ de artikler de har delt. Artikler kan også gemmes på et board med Scoop.its ‘bookmarklet’, som lægger sig som en knap i favoritlinjen i browseren. Falder man over en relevant artikel på nettet, kan man let ‘scoope’ den til sit board ved hjælp af bookmarklet’en.

Indenfor den dialogiske undervisningsform kan Scoop.it bruges som opgaveløsningsplatform. Når underviseren tilføjer en artikel til sit board, kan hun tilføje en kommentar hertil. Det kunne fx være diskussionsspørgsmål knyttet til artiklen. Eleverne kan herefter tilføje deres svar på spørgsmålene i kommentarfeltet til artiklen, ligesom de kan kommentere på hinandens svar.

Der findes allerede et hav af Scoop.it boards, som det kan være interessant at følge. Du kan gå på jagt på siden her, og du kan også finde eDidaktik på Scoop.it.

Scoop.it er gratis at bruge hvis man ikke har mere end 5 boards, og kræver kun, at man opretter en profil øverst på siden. Man kan logge ind med en Facebook, Twitter eller LinkedIN konto, ligesom det er muligt at oprette sig ved hjælp af en email.

Har du brug for hjælp til at komme i gang med Scoop.it, er der hjælp at hente her.

Sidengo i undervisningen

Sidengo er et gratis værktøj til at producere og publicere hjemmesider. Med Sidengo kan man hurtigt og let oprette en hjemmeside for en klasse eller et fag, eller lade eleverne lave deres egne hjemmesider. Sidengo egner sig til brug indenfor den monologiske og den dialogiske undervisningsform.

Sidengo i undervisningen

I den monologiske undervisningsform kan Sidengo bruges til at informere de lærende om faglige emner eller til at give praktiske beskeder. Underviseren kan fx lægge artikler, videoer og dokumenter på den side hun har lavet i Sidengo, og bruge den som en fælles distributionsplatform.

I den dialogiske undervisningsform kan Sidengo bruges som platform for elevernes produktioner. Elevernes medie- og tekstproduktioner kan lægges på deres egne hjemmesider, og ved at bruge den samme hjemmeside over længere tid, kan hjemmesiden fungere som elevernes portfolie. Det er let for eleverne at importere medier fra tjenester som Soundcloud, Vimeo og YouTube.

Sidengo er gratis at bruge, og kræver kun, at man opretter en profil på siden her. Hvis du har brug for hjælp til at komme i gang med Sidengo, kan du finde hjælp på siden her.

ThingLink i undervisningen

ThingLink er et gratis webbaseret værktøj, som giver mulighed for at skabe interaktive billeder. Med værktøjet kan både underviser og elever lægge links ind på specifikke punkter i et billede, og skabe visuelle informations- og linksamlinger. ThingLink egner sig primært til brug indenfor den monologiske og den dialogiske undervisningsform.

I den monologiske undervisningsform kan underviseren bruge ThingLink til at præsentere stof for eleverne. Fx vil det, som forberedelse til ekskursioner, være oplagt at lægge et kort over det område eller den by man skal besøge i ThingLink, og markere de væsentligste interessepunkter herpå, samt indlægge links til sider og artikler med informationer om de forskellige interessepunkter. Man kan også lægge lydoptagelser ind i et billede ved hjælp af tjenesten SoundCloud, og du kan indlejre billederne på en hjemmeside, som jeg har gjort herover (hold musen over billedet for at se de indlejrede tags).

Indenfor den dialogiske undervisningsform kan eleverne bruge ThingLink til at samle informationer om specifikke emner. Værktøjet kan bruges i forbindelse med brainstorming, men det er også et oplagt værktøj til billedanalyse, hvor eleverne kan lægge kommentarer ind forskellige steder i billedet (på samme måde som i LiveMinutes), og hvor de kan linke til andres tekster om specifikke elementer i billedet.

Man skal oprette en gratis konto for at kunne benytte ThingLink. Kontoen kan oprettes ved hjælp af et eksisterende login til Twitter eller Facebook, og giver mulighed for at uploade op til 100 billeder. Har man brug for mere end det, kan man opgradere for $5 om måneden.

Har du brug for hjælp til at komme i gang med at bruge ThingLink, er der hjælp at finde på siden her.

Quizlet i undervisningen

Quizlet er en webbaseret tjeneste, som giver mulighed for at oprette sæt af ‘flashcards’ med spørgsmål og tilhørende svar, eller med begreber og tilhørende definitioner. Quizlet kan bruges til at udvikle elevernes begrebsforståelse og faglige viden, og egner sig til brug i den monologiske og den dialogiske undervisningsform.

Quizlet

I den monologiske undervisningsform kan Quizlet bruges til at træne og teste eleverne i forståelsen af forskellige begreber. Underviseren kan på siden her vælge mellem en lang række af flashcards, som er udviklet af andre undervisere. Man har mulighed for at kopiere et sæt af flashcards til sin egen konto, hvorefter man kan redigere i det, og tilpasse det sin egen undervisning, og man kan oprette sine egne flashcards fra bunden, og dele dem med andre undervisere på Quizlet. Det er endvidere muligt at indtale lyd til et sæt af flashcards, ligesom man kan uploade et sæt af flashcards fra et Word dokument.

Når man har gjort et sæt af flashcards klar, kan man dele linket til det med eleverne. Eleverne kan herefter arbejde med sættet på flere måder. Fx kan de arbejde med dem i spil, hvor de skal matche de forskellige begreber med deres definitioner, og de kan afvikle sættet som en test, der genereres automatisk ud fra hele sættet af flashcards.

Indenfor den dialogiske undervisningsform kan man lade eleverne gå på opdagelse i de mange flashcards der allerede findes på Quizlet, og man kan lade dem udvikle deres egne flashcards, hvor de definerer forskellige ord og og begreber. Eleverne kan herefter dele deres flashcards med læreren og andre elever. Det er muligt at kommentere et sæt af flashcards, hvilket kan give underviseren mulighed for at vejlede eleverne i deres arbejde.

Det er gratis at anvende Quizlet, der også findes som app til iPhone. Det er muligt at anvende de eksisterende flashcards uden at oprette en profil, men hvis man vil kopiere og rette i eksisterende, eller oprette sine egne sæt af flashcards, skal man oprette en gratis profil. Det kan evt. gøres ved hjælp af en eksisterende Facebook profil. Hvis man har lyst til at prøve Quizlet i undervisningen, er der teknisk hjælp at finde på siden her.

Google Hangouts i undervisningen

Hangouts er et gratis, web-baseret samarbejds- og kommunikationsværktøj, som er udviklet af Google. Hangouts giver mulighed for at mange samtidige brugere kommunikerer og samarbejder i et virtuelt rum, og værktøjet er integreret med flere af Googles andre tjenester, heriblandt YouTube og Google Drive. Værktøjet egner sig især til brug i den monologiske og den polyfone undervisningsform.

Google Hangouts

I den monologiske undervisningsform kan Google Hangouts bruges til at instruere eleverne i brugen af bestemte it-værktøjer. Ved at underviseren deler sin skærm med en gruppe af elever, kan hun eksempelvis gennemgå bestemte funktioner i et program, som eleverne skal lære at anvende. Hun kan også gennemgå en tekst med eleverne, som løbende har mulighed for at stille spørgsmål, enten i chatten eller ved hjælp af den indbyggede samtalefunktion. Et Hangout kan, ved at aktivere ‘Hangouts on Air’ ved oprettelsen af Hangout’et, optages og lægges ud på YouTube. På den måde vil det være muligt for elever, som ikke kunne deltage i underviserens gennemgang, at se den på et andet tidspunkt.

Indenfor den polyfone undervisningsform kan Google Hangouts bruges som et samarbejdsrum for grupper af elever eller for en hel klasse. Der er mulighed for at man kan se en video på YouTube sammen mens man chatter om dens indhold, ligesom der er mulighed for at samarbejde i Google Docs, mens man kommunikerer gennem videochat.

I Google Hangouts er der desuden mulighed for at tilføje en række ekstra plugins som kan understøtte samarbejdet. Der findes fx et plugin til Google Art Project. Ved at tilføje dette plugin, kan man lade eleverne søge i en stor samling af kunstværker fra mange forskellige museer, og lade eleverne analysere udvalgte kunstværker i fællesskab.

Google Hangouts er let at anvende, og det kræver kun, at man har en Google konto. Hvis du ikke allerede har en sådan, kan den oprettes gratis her.

Testmoz i undervisningen

Testmoz er et gratis testværktøj, som giver mulighed for nemt og hurtigt at oprette selvrettende test til brug i undervisningen. Værktøjet giver mulighed for at oprette flere forskellige spørgsmålstyper, og for at trække rapporter af testene ud som .csv fil. Man kan vælge hvorvidt eleverne skal have at vide, om deres svar var rigtige eller forkerte, og man kan vælge hvorvidt eleverne efter testen skal have at vide, hvad der var de korrekte svar.

Testmoz egner sig primært til brug i den monologiske undervisningsform.

Testmoz

Indenfor den monologiske undervisningsform, kan Testmoz bruges til at sikre, at eleverne har opnået tilstrækkelig viden om et bestemt emne. Efter at eleverne har gennemført et undervisningsforløb, kan underviseren ved hjælp af Testmoz evaluere deres læringsudbytte, og på baggrund af evalueringen tilbyde ekstra hjælp til de elever, som har behov for det. Underviseren kan også målrette sin vejledning af eleverne på baggrund af testresultaterne, ligesom hun kan bruge testresultaterne til at tilpasse forløbet til brug overfor en lignende målgruppe.

Testmoz kan også bruges som et regulært træningsredskab, hvor eleverne træner paratviden indenfor et emne, eller hvor de fx træner grammatiske regler. Ved en sådan brug, kan man eventuelt lade eleverne udvikle små test til hinanden.

Testmoz er gratis at anvende, og det kræver ikke at man opretter sig som bruger. Hvis man ikke opretter sig som bruger skal man selv holde styr på linkene til de test man har oprettet – de ligger ikke samlet på siden. Opretter man sig som bruger ($ 20 for et år) får man adgang til en liste med links til de test man har udviklet.

Hvis du vil prøve at besvare en test i Testmoz kan du klikke på linket her: https://testmoz.com/86720. Vil du oprette din egen test, kan du klikke her.

InfuseLearning i undervisningen

InfuseLearning er et gratis, web-baseret læremiddel, som kan anvendes til at aktivere eleverne i klassen. Det giver mulighed for at lade eleverne svare på multiple choice eller åbne spørgsmål ved hjælp af tekst eller tegninger på deres laptops, tablets eller smartphones, og for at underviseren kan distribuere links og tegninger/billeder direkte ud til eleverne. Infuselearning egner sig primært til brug i en monologisk undervisningsform.

Infuselearning

I den monologiske undervisningsform kan InfuseLearning, på samme måde som fx Socrative, bruges af underviseren til at sikre, at de lærende har forstået de centrale begreber fra undervisningen. Eksempelvis kan underviseren opstille en række test-spørgsmål som eleverne skal svare på individuelt ved hjælp af deres computer eller smartphone, og underviseren kan efterfølgende se hvilke elever der har svaret korrekt på hvilke spørgsmål. Underviseren kan også bede eleverne om at tegne deres svar i InfuseLearning. Eleverne får, når underviseren har igangsat denne aktivitet, vist et blankt lærred, som de kan tegne på (med musen på PC/Mac og med fingrene på tablets/smartphones).

Med InfuseLearning har underviseren også mulighed for at sende et link til en bestemt hjemmeside ud til eleverne. Det kan fx være relevant i forbindelse med simultan igangsættelse af opgaver.

Hvis du har brug for hjælp til at komme i gang med InfuseLearning og til at udnytte læremidlets funktioner, kan du se guiden her: Kom godt i gang med InfuseLearning

Symbaloo i undervisningen

Symbaloo er et visuelt baseret værktøj til administration og deling af links til hjemmesider og online ressourcer. Det giver underviseren mulighed for at udarbejde overskuelige samlinger af relevante links til eleverne. Værktøjet egner sig til brug i en monologisk undervisningsform.

Symbaloo i undervisningen

I den monologiske undervisningsform kan Symbaloo fungere som underviserens link-samling til eleverne. Det kan fx være en god idé med en fælles link-samling i forbindelse med, at eleverne skal søge informationer om et bestemt emne. Ved at samle de væsentligste hjemmesider og ressourcer om emnet ét sted, kan man som underviser sikre sig, at eleverne har et fælles grundlag at arbejde ud fra – uanset deres evne til at søge information på nettet. På denne måde kan Symbaloo fungere som et værktøj til at filtrere informationsstrømmen for eleverne.

Når du som underviser har oprettet en linksamling i Symbaloo, deles den let med eleverne – enten ved at dele med alle brugere af Symbaloo, eller ved at dele med bestemte brugere. Dermed kan dine elever importere din link-samling til deres egen Symbaloo-konto, og let få adgang til den. Linksamlingen på billedet ovenfor kan eksempelvis findes her: Symbaloo: It i undervisningen

Hvis du har brug for hjælp til at komme i gang med Symbaloo i undervisningen og til at udnytte værktøjets funktioner, kan du læse en vejledning her: Symbaloo brugervejledning

GoSoapBox i undervisningen

GoSoapBox er et web-baseret quiz- diskussions- og evalueringsværktøj, som kan anvendes på både PC, Mac og smartphones. Det giver mulighed for, på en let måde, at evaluere elevernes læring løbende i undervisningen og for at skabe dialog i klassen. Værktøjet kombinerer funktioner fra værktøjer som TodaysMeet og Socrative, og egner sig både til brug i en monologisk og en dialogisk undervisningsform.

GoSoapBox

I den monologiske undervisningsform kan GoSoapBox bruges af underviseren til at sikre, at de lærende har forstået de centrale begreber fra undervisningen. Det kan fx foregå ved hjælp af en quiz, som eleverne skal svare på individuelt ved hjælp af deres computer eller smartphone, og underviseren kan efterfølgende se hvilke elever der har svaret korrekt på hvilke spørgsmål. Denne anvendelsesform giver god mulighed for at tilrette undervisningen, så alle lærende når læringsmålene.

I den monologiske undervisningsform er det også muligt at anvende funktionen ‘Social Q&A’, som giver mulighed for at de lærende løbende kan stille spørgsmål til undervisningen – både til underviseren og til hinanden. Denne funktion minder om TodaysMeets funktion, men GoSoapBox giver dog plads til 250 tegn i hvert indlæg, hvor TodaysMeet kun giver plads til 140 tegn.

I den dialogiske undervisningsform kan GoSoapBox bruges som afsæt for dialog på klassen. Underviseren kan stille et skriftligt spørgsmål til klassen (funktionen ‘Discussion’), og bede de lærende om at skrive deres individuelle svar i SoapBoxen. Svarene vil herefter blive vist på tavlen (det er muligt at gøre svarene anonyme, hvilket kan sikre at flere tør ytre sig), og der kan igangsættes en dialog omkring svarene.

Det er ikke gratis at anvende GoSoapBox (det koster fra $7.50 pr måned for én underviser), men man har mulighed for at prøve systemet af og vurdere, om man finder det bedre end en kombination af gratisværktøjerne TodaysMeet og Socrative.

Ud over den indføring man får i sidens funktioner efter oprettelse, er der hjælp at hente her, hvis du vil afprøve GoSoapBox.

Diipo i undervisningen

Diipo er en gratis, web-baseret samarbejds- og kommunikationsplatform (LMS) til brug i og omkring undervisningen. Kommunikationen på platformen er bygget op omkring en ‘strøm’, på samme måde som det kendes fra fx Facebook. Man har som underviser mulighed for at oprette klasser (med eller uden adgangsbegrænsning), og for at organisere kommunikationen indenfor disse klasser. Platformen giver mulighed for, på en let måde, at overskue mange forskellige former for kommunikation med mange forskellige aktører, og den understøtter både en monologisk, en dialogisk og en polyfon undervisningsform.

Diipo

I den monologiske undervisningsform kan Diipo bruges til at udsende praktiske beskeder til eleverne. Ved at eleverne abonnerer på underviserens indlæg, sikres det at de modtager samtlige opdateringer han/hun sender – ligesom på Facebook eller Twitter. Også platformens blogfunktion kan anvendes som underviserens formidlingsplatform. Underviseren har også mulighed for at uploade materialer, det kunne være dokumenter, lyd, billeder og video, og for at indlejre disse på platformen.

Eleverne kan også, fremfor at abonnere på opdateringer fra en underviser, abonnere på opdateringer fra en klasse, hvorved de modtager samtlige de meddelelser der udsendes på denne klasses side i deres egen nyhedsstrøm. Dette er især anvendeligt inden for den polyfone undervisningsform, hvor det ikke kun er læreren, men alle i klassen, der bidrager til kommunikationen. Indenfor den polyfone undervisningsform er blogfunktionen også anvendelig, i det alle medlemmer af en klasse har mulighed for at kommentere på hinandens blogs.

Indenfor den dialogiske undervisningsform er især app’en ‘Questions’ anvendelig. Den gør det muligt for eleverne at stille spørgsmål i en dynamisk FAQ, hvor underviseren løbende kan svare på faglige spørgsmål. Spørgsmål og svar vil være tilgængelige for alle medlemmer af en klasse, og kan også anvendes som en fælles refleksions- og spørgsmål/svar-platform under forelæsninger, på samme måde som TodaysMeet. Anvendt på denne måde, vil værktøjet primært understøtte en monologisk undervisningsform.

Du vil, efter at have oprettet en bruger på Diipo, løbende få gode råd og tips til, hvordan du kan udnytte platformens funktioner.