Soundtrap i undervisningen

Soundtrap er et gratis webbaseret værktøj, som giver mulighed for at lade eleverne indspille lyd, både fra computerens mikrofon, eksterne instrumenter og fra en række elektroniske instrumenter. Det er også muligt at importere lydfiler til værktøjet. Soundtrap giver mulighed for at eleverne kan arbejde alene med lydproduktion, og for at de kan arbejde sammen online på en fælles lydproduktion. Det egner sig primært til brug indenfor den dialogiske og den polyfone undervisningsform.

 

Soundtrap

I den dialogiske undervisningsform kan Soundtrap bruges som et redskab for elevernes produktion af lyd-collager og musik, ligesom værktøjet kan bruges i forbindelse med øvelse af udtale i sprogundervisningen. En anden mulighed kunne være at bruge Soundtrap i forbindelse med højtlæsning.

Indenfor den polyfone undervisningsform kan værktøjet anvendes til mange af de samme aktiviteter, men her vil værktøjets mulighed for online samarbejde i real-tid være i fokus. Eleverne kan indspille forskellige spor i et projekt, og redigere i hinandens spor.

Soundtrap giver både mulighed for at indspille lyd i en simpel version (Easy mode) og i en mere avanceret version (Pro mode). I første omgang vil mange sikkert være rigeligt udfordrede i Easy mode, men skal der lægges effekter på højtlæsning eller indspilles musik, er der masser af spændende muligheder i Pro mode.

For at bruge Soundtrap kræves det at man har en konto. En sådan kan oprettes på forsiden, hvor man bl.a. har mulighed for at oprette den med en eksisterende Facebook eller Google konto. Det er gratis at anvende Soundtrap hvis man kan nøjes med at oprette 5 projekter.

Har du brug for hjælp til at komme i gang med at bruge Soundtrap, er der hjælp at finde i disse vejledninger til Soundtrap.

Share Button

Quip i undervisningen

Quip er et simpelt skriveprogram, som lader eleverne samarbejde omkring tekster uanset hvilket device de hver især arbejder på. Quip egner sig primært til brug indenfor den polyfone undervisningsform.

Quip

Indenfor den polyfone undervisningsform kan Quip bruges som elevernes fælles skriveværktøj. Det er muligt for flere at arbejde simultant i de delte dokumenter, og man kan hele tiden se hvem der har skrevet hvad. Der er ikke lige så store muligheder for at formatere tekst som i Google Docs, men man kan fx oprette huskelister og indsætte billeder og videoer i de fælles dokumenter.

Det er muligt at chatte i Quip, ligesom det er meget nemt at invitere andre til at deltage i arbejdet med et dokument eller en mappe med flere dokumenter. De dokumenter og mapper man har oprettet vises i et meget overskueligt visuelt layout.

Quip kan bruges med en computer, ligesom det også er muligt at hente det som app til iOS og Android. Det giver gode muligheder for at alle elever kan være med, uanset hvilket device de medbringer. Det er gratis at anvende Quip, og du kan enten oprette dig med en e-mail adresse der er knyttet til en Google-konto, eller du kan oprette en konto til Quip på siden her.

Share Button

MindMup i undervisningen

MindMup er et gratis mindmapping værktøj, som blandt andet gør det muligt at samarbejde online om et fælles mindmap. Hvor fx Mindmeister kræver at man opretter en konto, kan man bruge MindMup og gemme sine mindmaps uden login. MindMup egner sig primært til brug indenfor den dialogiske eller den polyfone undervisningform.

MindMup i undervisningen

Indenfor den dialogiske undervisningsform kan MindMup bruges som elevernes værktøj til at generere idéer eller organisere informationer. Det kunne fx være i forbindelse med opgaver de er blevet stillet af underviseren. Eleverne kan bruge MindMup uden login, og de kan gemme deres mindmaps i browserens hukommelse, og arbejde videre med dem senere.

Indenfor den polyfone undervisningsform er det oplagt at bruge MindMup som elevernes fælles mindmaps i forbindelse med idé-generéring forud for fælles opgaveskrivning, projektarbejde og lignende. Eleverne kan, simultant, indskrive deres idéer i mindmappet og de kan bygge videre på hinandens idéer i real-tid, ligesom også underviseren har mulighed for at læse med og deltage i den fælles idé-generering. Et online mindmap kan også fungere som et værktøj til løbende at styre et samarbejde mellem en gruppe af elever.

Ønsker man at udnytte MindMups muligheder for samarbejde, både mellem eleverne indenfor den polyfone undervisningsform, og mellem underviseren og den enkelte elev indenfor den dialogiske undervisningsform, skal man aktivere udvidelsen Realtime collaboration under ‘Extentions’ i menulinjen. For at aktivere denne udvidelse kræves det, at man knytter MindMup til sin Google-konto. Det giver også mulighed for at gemme mindmaps på Google Drive. Du kan læse mere om mulighederne for online samarbejde i denne guide til MindMup.

Share Button

Etherpad i undervisningen

Etherpad er et gratis skriveværktøj, som giver dig og eleverne mulighed for at arbejde simultant i et simpelt tekstdokument. Etherpad minder lidt om Google Docs, men det kræver ikke noget login, og er derfor lettere at komme i gang med at bruge. Til gengæld er redigeringsmulighederne ikke helt så gode, og der er ikke adgang til fx regneark, spørgeskemaer og præsentationer. Værktøjet egner sig primært til brug indenfor den polyfone undervisningsform.

Etherpad i undervisningen

Indenfor den polyfone undervisningsform er Etherpad oplagt at bruge i forbindelse med elevernes projekt-arbejde, hvor eleverne skal samarbejde i grupper om produktion af eksempelvis en rapport. Ved at lade eleverne arbejde i Etherpad kan du som underviser løbende følge med i processen – det kræver blot at du kender webadressen på elevernes fælles dokument. Eleverne kan med Etherpad også skrive simultant i det samme dokument, selvom de ikke sidder sammen, og de har mulighed for at chatte med hinanden.

Hvis du som underviser opretter et fælles dokument og viser det på projektoren, kan Etherpad også bruges som en fælles tavle, hvor eleverne kan skrive simultant. Hver elev får sin egen farve som vist på billedet ovenfor, og man kan indtaste sit navn i øverste højre hjørne, og derved få overblik over hvem der har skrevet hvad.

Etherpad er et Open Source projekt, og man kan gratis hente softwaren og installere den på sin egen server. Det er dog også muligt at oprette dokumenter på en af de mange servere som allerede kører Etherpad. Du kan finde en liste her. Når du har valgt en server kan du oprette et dokument, enten ved at klikke ‘New Pad’ eller ved at indtaste et valgfrit navn på dokumentet.

Etherpad er gratis at bruge, og det fungerer bedst i Google Chrome browseren.

Share Button

Mural.ly i undervisningen

Mural.ly er et gratis, visuelt samarbejds- og kommunikationsværktøj. Værktøjet giver mulighed for at flere samtidige brugere kommunikerer og samarbejder på en online visuel opslagstavle. Værktøjet egner sig især til brug indenfor den polyfone undervisningsform.

Murally

Indenfor den polyfone undervisningsform kan Mural.ly bruges som et samarbejdsrum for grupper af elever eller for en hel klasse. En af de store fordele ved Mural.ly fremfor andre online samarbejdsrum, er den store vægt der lægges på det visuelle. Der er mulighed for at uploade billeder, for at indsætte billeder direkte fra Google Image Search, for at indsætte videoer fra YouTube og for at indsætte forskellige figurer og Post-It noter på opslagstavlen.

Det er også muligt at forbinde sit Google Drev til Mural.ly, hvorefter man kan indsætte dokumenter på den fælles opslagstavle. Det er herefter muligt at redigere dokumenterne direkte i værktøjet. Ved at bruge ‘spaces’ i Mural.ly, kan man opdele den fælles opslagstavle i mindre felter, så det bliver lettere at overskue det fælles arbejde.

Der er mulighed for at samarbejde i realtid. Samarbejdet understøttes blandt andet af muligheden for at indsætte kommentarer til de forskellige elementer på opslagstavlen, og af muligheden for at chatte med de brugere som er online. Det er muligt at nævne andre brugere i kommentarer og chat, hvorefter de får tilsendt en notifikation.

Mural.ly er let at anvende, og man kan oprette sig på siden ved hjælp af en Facebook, Twitter eller Google konto. Det er også muligt at oprette sig med en e-mail adresse. Har du brug for hjælp til at komme i gang, kan du se en introduktionsvideo på forsiden af Mural.ly.

Share Button

Storybird i undervisningen

Storybird er et gratis webbaseret værktøj, som giver mulighed for at lade eleverne forfatte historier ud fra billeder. Værktøjet giver mulighed for at eleverne kan arbejde alene med at skrive tekster, og for at de kan arbejde sammen på en fælles historie. Det egner sig primært til brug indenfor den dialogiske og den polyfone undervisningsform.

Storybird

I den dialogiske undervisningsform kan Storybird bruges som et redskab for elevernes kreative arbejde. Underviseren har mulighed for at oprette eleverne i klasser i systemet, og kan herefter stille dem en fælles opgave, som tager afsæt i et billede. Man har mulighed for at uploade et billede fra sin egen computer, som kan danne udgangspunkt for en sådan bunden skriveopgave. Man kan også lade eleverne oprette deres egne historier i Storybird. I forbindelse med sådanne mere frie skriveopgaver, kan de mange billeder i Storybirds database fungere som inspiration for eleverne. Eleven vælger et billede i Storybirds samling, som danner afsæt for historien, og bygger herefter en historie op omkring en række billeder, som relaterer sig til det først valgte billede.

Det er muligt for eleverne at skrive en del af en historie i Storybird, og dele den med en anden, som herefter kan fortsætte arbejdet med historien. Denne funktion egner sig godt til brug indenfor den polyfone undervisningsform. Eleverne kan fx organiseres i par, og skiftevis skrive på to forskellige historier. Herved får de både mulighed for at inspirere hinanden i skriveprocessen, og det bliver muligt for dem at rette i det, som den anden har skrevet.

For at bruge Storybird kræves det at man har en konto. En sådan kan oprettes her. For at få mulighed for at oprette klasser og lave fælles opgaver til eleverne, skal man oprette en Teacher/Class konto. Underviseren kan meget let oprette eleverne som brugere, så de kan gå i gang med at skrive historier med det samme. Det er gratis at bruge Storybird, hvis man kan nøjes med at oprette 3 klasser og 75 elever.

Har du brug for hjælp til at komme i gang med at bruge Storybird, er der hjælp på siden her.

Share Button

Google Hangouts i undervisningen

Hangouts er et gratis, web-baseret samarbejds- og kommunikationsværktøj, som er udviklet af Google. Hangouts giver mulighed for at mange samtidige brugere kommunikerer og samarbejder i et virtuelt rum, og værktøjet er integreret med flere af Googles andre tjenester, heriblandt YouTube og Google Drive. Værktøjet egner sig især til brug i den monologiske og den polyfone undervisningsform.

Google Hangouts

I den monologiske undervisningsform kan Google Hangouts bruges til at instruere eleverne i brugen af bestemte it-værktøjer. Ved at underviseren deler sin skærm med en gruppe af elever, kan hun eksempelvis gennemgå bestemte funktioner i et program, som eleverne skal lære at anvende. Hun kan også gennemgå en tekst med eleverne, som løbende har mulighed for at stille spørgsmål, enten i chatten eller ved hjælp af den indbyggede samtalefunktion. Et Hangout kan, ved at aktivere ‘Hangouts on Air’ ved oprettelsen af Hangout’et, optages og lægges ud på YouTube. På den måde vil det være muligt for elever, som ikke kunne deltage i underviserens gennemgang, at se den på et andet tidspunkt.

Indenfor den polyfone undervisningsform kan Google Hangouts bruges som et samarbejdsrum for grupper af elever eller for en hel klasse. Der er mulighed for at man kan se en video på YouTube sammen mens man chatter om dens indhold, ligesom der er mulighed for at samarbejde i Google Docs, mens man kommunikerer gennem videochat.

I Google Hangouts er der desuden mulighed for at tilføje en række ekstra plugins som kan understøtte samarbejdet. Der findes fx et plugin til Google Art Project. Ved at tilføje dette plugin, kan man lade eleverne søge i en stor samling af kunstværker fra mange forskellige museer, og lade eleverne analysere udvalgte kunstværker i fællesskab.

Google Hangouts er let at anvende, og det kræver kun, at man har en Google konto. Hvis du ikke allerede har en sådan, kan den oprettes gratis her.

Share Button

Mindmeister i undervisningen

Mindmeister er et gratis mindmapping værktøj, som giver mulighed for gratis at lade eleverne oprette og redigere fælles mindmaps i et webbaseret værktøj.

Mindmeister egner sig primært til brug i den polyfone undervisningsform.

Mindmeister

Indenfor den polyfone undervisningsform er det oplagt at bruge Mindmeister som elevernes fælles mindmaps, i forbindelse med idé-generéring forud for fælles opgaveskrivning, projektarbejde og lignende. Eleverne kan, simultant, indskrive deres idéer i mindmappet og de kan kommentere og bygge videre på hinandens idéer i real-tid, ligesom også underviseren har mulighed for at læse med og deltage i den fælles idé-generering. Et online mindmap kan også fungere som et værktøj til løbende at styre et samarbejde mellem en gruppe af elever. Ved hjælp af Mindmeisters historik-funktion, som giver mulighed for at se hvordan et mindmap har udviklet sig siden oprettelsen, kan det også bruges som elevernes dokumentation for en idé-generings og samarbejdsproces.

Mindmeister fås i en gratis version, som du kan oprette dig i her. Hvis du gerne vil prøve Mindmeister uden at registrere dig, kan du følge dette link.

Share Button

Tricider i undervisningen

Tricider er et web-baseret værktøj til at generere og evaluere idéer og til at understøtte klassens fælles diskussioner. Det giver eleverne mulighed for at diskutere forskellige emner online, og det giver dem (og underviseren) mulighed for at vurdere det enkelte argument i diskussionen. Værktøjet egner sig til brug i en dialogisk og en polyfon undervisningsform.

Tricider i undervisningen

I den dialogiske undervisningsform kan Tricider bruges til at understøtte elevernes fælles diskussioner af forskellige emner. Elevernes mulighed for at argumentere på skrift, og deres mulighed for at diskutere det enkelte argument i diskussionen, kan være med til at understøtte, at flere bliver hørt i diskussionen, samtidig med at argumenterne fastholdes og kan uddybes mundtligt efterfølgende. Det er muligt at lade eleverne poste deres argumenter som forberedelse til undervisningen, og man kan lukke for yderligere bidrag til diskussionen på et bestemt tidspunkt.

I den polyfone undervisningsform kan Tricider fungere som et værktøj for elevernes fælles idégenerering- og idé-bedømmelse. Underviseren kan bede eleverne om at præsentere to-tre idéer hver i værktøjet, og efterfølgende bede eleverne om at argumentere for og imod deres egne og de andre elevers idéer. Værktøjet kan fx bruges på denne måde i forbindelse med opstart på projektarbejde i grupper.

Tricider er gratis at anvende, og det kræver ikke at man opretter et login. Man kan dele diskussionsrummet med andre ved hjælp af ‘Share and Invite’ knappen, og abonnere på diskussionsrummet, så man modtager en e-mail ved nye indlæg.

Du kan se en video om funktionerne i Tricider her.

Share Button

LiveMinutes i undervisningen

LiveMinutes er et værktøj, som kan bruges i forbindelse med online møder. Værktøjet giver mulighed for at kommunikere ved hjælp af video og lyd, og for at samarbejde om udarbejdelse af noter. Der er også mulighed for at indsætte kommentarer i eksisterende dokumenter og billeder, som deles i værktøjet, og efter mødet er afsluttet, kan man trække et referat ud og dele det med andre. Liveminutes egner sig til brug i den dialogiske og den polyfone undervisningsform.

Liveminutes

Indenfor den dialogiske undervisningsform kan LiveMinutes understøtte en fælles dialog om en tekst eller et billede. Underviseren kan vælge en tekst eller et billede som eleverne skal analysere i fællesskab, og LiveMinutes gør det muligt for eleverne at indsætte kommentarer i dokumentet/billedet i realtid. Eleverne kan samtidig kommunikere ved hjælp af video, lyd eller chat. Efterfølgende kan eleverne hente referatet af deres samarbejde ud, og sende det til underviseren som dokumentation for processen.

I den polyfone undervisningsform kan den fælles dialog om et emne understøttes af kombinationen af video-, tale- eller chat-kommunikation og den fælles noteskrivning i LiveMinutes. Eleverne og underviseren kan debattere et emne, og fx lade ‘tale-retten’ gå på omgang. Mens én elev taler og fremlægger sine argumenter og holdninger, har de andre deltagere mulighed for at skrive fælles noter, som kan danne grundlag for den fortsatte dialog.

Hvis du har brug for hjælp til at komme i gang med at bruge LiveMinutes, og til at komme i gang med at udnytte værktøjets funktioner, kan du se denne præsentation.

Share Button