Kidblog i undervisningen

Blogs (eller weblogs) er et stærkt værktøj til brug for refleksion og kommunikation i og omkring undervisningen. Kidblog giver mulighed for gratis at give hver elev hans/hendes egen blog, og for at samle alle elevers blogs og kommentarer ét sted og derved bevare overblikket. Det er yderst let at oprette både sig selv og eleverne som brugere på Kidblog.

Kidblog egner sig primært til brug i den dialogiske eller den polyfone undervisningsform.

Kidblog
Indenfor den dialogiske undervisningsform er det oplagt at bruge Kidblog som elevernes individuelle elektroniske portfolio. Eleverne kan dagligt dokumentere deres refleksioner over undervisningen på deres egen blog, og underviseren har mulighed for at læse med og evt. kommentere på elevernes indlæg. Bloggen kan fungere som det sted, hvor eleverne giver udtryk for behov for faglig hjælp til konkrete emner. Den kan også bruges som en del af evalueringen af undervisningen og materialerne – synes eleven, at han/hun får nok ud af undervisningen?

Indenfor den polyfone undervisningsform kan Kidblog bruges som kommunikationsværktøj. Værktøjet giver mulighed for at eleverne kan skrive indlæg om emner de beskæftiger sig med i undervisningen, og de kan kommentere på hinandens indlæg. Derved kan værktøjet bidrage til den fælles meningsdannelse om et emne. Du kan tilknytte eleverne forskellige klasser når du opretter dem, og eleverne kan, fordi alle blogs ligger ét sted, let skabe sig overblik over hvad de andre elever i klassen skriver, og finde inspiration til deres egne blogs.

Hvis du har brug for hjælp til at komme i gang med Kidblog i undervisningen og til at udnytte værktøjets funktioner, kan du se nedenstående (engelsksprogede) præsentation, som viser hvordan du kommer i gang. Derudover kan du læse guides til flere funktioner her på siden.