Mural.ly i undervisningen

Mural.ly er et gratis, visuelt samarbejds- og kommunikationsværktøj. Værktøjet giver mulighed for at flere samtidige brugere kommunikerer og samarbejder på en online visuel opslagstavle. Værktøjet egner sig især til brug indenfor den polyfone undervisningsform.

Murally

Indenfor den polyfone undervisningsform kan Mural.ly bruges som et samarbejdsrum for grupper af elever eller for en hel klasse. En af de store fordele ved Mural.ly fremfor andre online samarbejdsrum, er den store vægt der lægges på det visuelle. Der er mulighed for at uploade billeder, for at indsætte billeder direkte fra Google Image Search, for at indsætte videoer fra YouTube og for at indsætte forskellige figurer og Post-It noter på opslagstavlen.

Det er også muligt at forbinde sit Google Drev til Mural.ly, hvorefter man kan indsætte dokumenter på den fælles opslagstavle. Det er herefter muligt at redigere dokumenterne direkte i værktøjet. Ved at bruge ’spaces’ i Mural.ly, kan man opdele den fælles opslagstavle i mindre felter, så det bliver lettere at overskue det fælles arbejde.

Der er mulighed for at samarbejde i realtid. Samarbejdet understøttes blandt andet af muligheden for at indsætte kommentarer til de forskellige elementer på opslagstavlen, og af muligheden for at chatte med de brugere som er online. Det er muligt at nævne andre brugere i kommentarer og chat, hvorefter de får tilsendt en notifikation.

Mural.ly er let at anvende, og man kan oprette sig på siden ved hjælp af en Facebook, Twitter eller Google konto. Det er også muligt at oprette sig med en e-mail adresse. Har du brug for hjælp til at komme i gang, kan du se en introduktionsvideo på forsiden af Mural.ly.