Lino.it er en gratis, webbaseret opslagstavle. Værktøjet giver mulighed for at kommunikere og samarbejde i realtid, og egner sig især til brug indenfor den monologiske og den polyfone undervisningsform.
Indenfor den polyfone undervisningsform kan Lino.it bruges som et samarbejdsrum for grupper af elever eller for en hel klasse. Der er mulighed for at uploade billeder, for at indsætte billeder direkte fra webadresser, for at indsætte videoer fra YouTube og andre tjenester og for at indsætte dokumenter og Post-It noter på opslagstavlen.
Tavlerne kan deles med andre, og man har mulighed for kun at lade andre se en tavle. På denne måde kan Lino.it anvendes som formidlingsværktøj indenfor den monologiske undervisningsform, ved at læreren opretter en tavle med information som hun deler med eleverne.
Lino.it minder på mange måder om værktøjet Mural.ly. I Mural.ly har du dog også mulighed for at indsætte kommentarer til de forskellige elementer på opslagstavlen, og for at chatte med de brugere som er online. Til gengæld kan du i Lino.it oprette grupper med andre brugere, og dele opslagstavler med gruppens medlemmer.
Lino.it er let at anvende, og man kan bruge værktøjet uden at oprette sig som bruger. Ønsker man at dele en opslagstavle kræver det dog login, og man kan oprette sig på siden ved hjælp af en Facebook, Twitter eller Google konto. Det er også muligt at oprette sig med en e-mail adresse. Har du brug for hjælp til at komme i gang, kan du her se en introduktion til Lino.it.