Lino.it i undervisningen

Lino.it er en gratis, webbaseret opslagstavle. Værktøjet giver mulighed for at kommunikere og samarbejde i realtid, og egner sig især til brug indenfor den monologiske og den polyfone undervisningsform.

Lino i undervisningen

Indenfor den polyfone undervisningsform kan Lino.it bruges som et samarbejdsrum for grupper af elever eller for en hel klasse. Der er mulighed for at uploade billeder, for at indsætte billeder direkte fra webadresser, for at indsætte videoer fra YouTube og andre tjenester og for at indsætte dokumenter og Post-It noter på opslagstavlen.

Tavlerne kan deles med andre, og man har mulighed for kun at lade andre se en tavle. På denne måde kan Lino.it anvendes som formidlingsværktøj indenfor den monologiske undervisningsform, ved at læreren opretter en tavle med information som hun deler med eleverne.

Lino.it minder på mange måder om værktøjet Mural.ly. I Mural.ly har du dog også mulighed for at indsætte kommentarer til de forskellige elementer på opslagstavlen, og for at chatte med de brugere som er online. Til gengæld kan du i Lino.it oprette grupper med andre brugere, og dele opslagstavler med gruppens medlemmer.

Lino.it er let at anvende, og man kan bruge værktøjet uden at oprette sig som bruger. Ønsker man at dele en opslagstavle kræver det dog login, og man kan oprette sig på siden ved hjælp af en Facebook, Twitter eller Google konto. Det er også muligt at oprette sig med en e-mail adresse. Har du brug for hjælp til at komme i gang, kan du her se en introduktion til Lino.it.

Evernote i undervisningen

Evernote er et gratis værktøj til notetagning og dokumentation, der fungerer på tværs af mange forskellige platforme. Værktøjet er gratis at anvende, og kræver blot at man opretter en konto. Evernote egner sig primært til brug i den dialogiske undervisningsform.

Evernote i undervisningen

Indenfor den dialogiske undervisningsform er det oplagt at lade eleverne bruge Evernote som et individuelt note-værktøj. Dét, at værktøjet fungerer på tværs af platforme, gør at eleverne eksempelvis kan indhente information og fastholde deres oplevelser ved hjælp af en smartphone (iOS eller Android) når de er ude på ekskursion, og efterfølgende bearbejde deres oplevelser og erfaringer på en bærbar computer i klassen. Det er muligt at lægge billeder og lydoptagelser produceret med fx en smartphone ind i noterne, hvilket giver gode muligheder for at fastholde erfaringer og oplevelser til efterfølgende bearbejdelse.

Der er mulighed for genkendelse af ‘håndskrift’ (skrevet på smartphone eller tablet), ligesom det er muligt at få omsat tale til tekst. Derudover er der mulighed for at oprette forskellige former for lister i Evernote, heriblandt en ‘tjek-liste’, som fx kan bruges i forbindelse med elevernes organisering af deres individuelle arbejde.

Hvis du har brug for hjælp til at komme i gang med Evernote i undervisningen og til at udnytte værktøjets funktioner, kan du se denne vejledning.