Wikispaces i undervisningen

Wikispaces er et let anvendeligt wiki-værktøj med mange undervisningsrelaterede anvendelsesmuligheder. Det giver mulighed for at samarbejde om udfyldelsen og redigeringen af klassens/holdets egen wiki. Wikispaces giver ikke mulighed for at samarbejde simultant på samme måde som Hackpad – til gengæld giver det mulighed for at oprette mappe-strukturer, og det er lettere at inddrage mere avanceret indhold som fx videoer og lydklip. Værktøjet egner sig til den polyfone undervisningsform og den monologiske undervisningsform.

I den polyfone undervisningsform er det oplagt at bruge Wikispaces som fagets eller holdets fælles vidensplatform. Der kan oprettes mapper i Wikispaces, som knytter sig til bestemte emner fra undervisningen, og de lærende kan i fællesskab udfylde de sider der findes i hver mappe, og på den måde bidrage til den fælles vidensproduktion. Det er muligt at diskutere om indholdet på de forskellige sider (hver side har en tilhørende diskussionsside), og man kan se historik for ændringer på hver enkelt side.

I den monologiske undervisningsform kan Wikispaces bruges som underviserens distributionsplatform. Underviseren kan samle artikler, videoer og andet materiale omkring fagets emner i en wiki. Der kan også lægges links til relevante artikeldatabaser etc. i en wiki, og eleverne kan bruge disse links når de skal søge informationer til opgaveløsninger. Det er også muligt at lade eleverne aflevere opgavebesvarelser i wiki’en – fx kan en wiki i Wikispaces være en god platform til samling af elev-producerede videoer.

Wikispaces giver også mulighed for at organisere eleverne i projekt-teams, så en gruppe af elever har adgang til bestemte mapper og sider, og har forskellige rettigheder til at skrive og ændre i wikiens afsnit.

Hvis du har brug for hjælp til at komme i gang med Wikispaces i undervisningen og til at udnytte værktøjets funktioner, kan du se denne introduktionsvideo, som viser dig hvordan du opretter din første wiki. På Wikispaces Youtube-kanal kan du se en række videoer som viser, hvordan du udnytter de forskellige funktioner i Wikispaces.